torsdag den 6. september 2012

Om have, høns og hindbær

Jeg har en tjans i denne uge. Jeg passer min mors høns mens hun er ude at rejse. Dvs jeg lukker dem ud om morgenen og ind om aftenen. De går ude på græsplænen og i den snart tomme køkkenhave og roder i jorden og spiser insekter og orme hele dagen. Om aftenen går de selv ind i hønsehuset og finder en pind eller en rede og venter på jeg lukker lågen. Det er da nemt!
I dag kom jeg så til at se hvor ulækkert sådan et hønsehus er indeni. De, ja undskyld sproget, skider jo overalt !!
Så jeg tog mig sammen og smøgede ærmerne op, fandt min indre hestepige frem og mugede ud det bedste jeg har lært. Ind med nye spåner og halm og sikke en duft! Gid man var høne... Eller ja I ved hvad jeg mener. Jeg gik derefter lidt rundt i min mors have og tog lidt billeder og spiste hindbær direkte fra busken.
Det er bare så hyggeligt hjemme hos mor... Også selvom hun ikke er hjemme.