søndag den 16. december 2012

tekniske udfordringer

Sidste indlæg blev så et indlæg udelukkende med billeder og ingen tekst. Jeg ved ikke lige hvad der skete, jeg forsøgte at blogge fra mobilen, men app'en var blevet lavet om og noget gik galt. Jeg havde skrevet en lang tekst men da jeg ville sætte billeder på, forsvandt teksten.
Skidt pyt, billederne taler jo næsten for sig selv ikke? Jeg har syet en lille julekjole i str 1 år til min guddatter. Den er lavet i pink babyfløjl med sløjfe og overtrukne knapper i lilla julestof. Sløjfen er bundet i en lille strop jeg har syet i, så man kan skifte den ud efter jul. Knapperne kan jo også altid skiftes ud med nogle mere neutrale og jeg kan ret godt lide ideen om at man kan lave kjolen om så tit man har lyst.
Mønsteret er fra et Ottobre blad.

mandag den 29. oktober 2012

Travlhed i weekenden

Egentlig kan jeg bedst lide når weekenden ikke indeholder de helt store planer. Der skal være tid til afslapning og spontane initiativer. Denne weekend var dog fuld af planer og alligevel føler jeg at den har været lang og dejlig. Fredag brugte jeg på at sy en kjole til min veninde. Hun skulle til bryllup og kjolen passede perfekt da hun kom og hentede den lørdag morgen. Lørdag nåede vi at købe cykel, være på messe i Fredericia og hygge om aftenen. Hold nu op en kæmpe messe i øvrigt. Jeg nåede kun at se halvdelen, så kunne jeg ikke mere. Det har måske også lidt at gøre med at jeg havde tre børn og min mor med og må jeg lige indskyde at det er hårdt at skulle holde styr på alle 4 blandt alle de mennesker!!!
Søndag formiddag fik jeg lige bagt nogle pølsehorn inden vi skulle til noget efterårshalløj med den ene af pigernes klasse. Vi fik skåret græskar, lavet snobrød og frosset numserne af ved klostermølle. Det var rigtig hyggeligt, men koldt! Bagefter fik vi lige drukket en kop kaffe og ønsket god tur til mine svigerforældre der på onsdag tager to uger til de dansk vestindiske øer på ferie. Til sidst tog vi i Legoland for at opleve deres fyrværkeri som afslutning på sæsonen. Vi har i år haft sæsonpas og været afsted en hel del gange. Derfor synes vi at vi ville være med til at sige tak for i år.
Det var en meget speciel oplevelse at ankomme til Legoland i buldrende mørke, se lysene i husene i minibyen og til sidst opleve orkesteret og fyrværkeriet. Benjamin blev så ked af det da det gik op for ham at det var slut for i år. Han græd som pisket i tre kvarter og kom med udbrud som "jeg kommer sådan til at savne Legoland ".
Alle børn sov i bilen på vej hjem efter en begivenhedsrig og dejlig weekend .

søndag den 14. oktober 2012

inspiration

Lige for tiden gror jeg meget nemt fast på Pinterest. Jeg får virkelig meget kreativ inspiration derigennem, til indretning, kreative projekter med børnene, ideer til nye syprojekter, lækre billeder, opskrifter og tonsvis andet.

Bruger du også Pinterest??

Lige for et øjeblik siden kom jeg også lige forbi en meget fin, kreativ og lækker blog. 

Se her hvis du vil inspireres af fine dukker, smukke stoffer og dejlige farver.

Lige for tiden er jeg i gang med at sy en uglepude til min datter. Jeg synes nu at uglen er på vej ud, jeg er rent faktisk træt af at se på uglen da jeg synes den har været fremme i mindst 6 år. Der er stadig ugler over det hele og når noget bliver hver-mands-eje, mister jeg lidt interessen for det. 
Nu er ræven godt på vej til at overtage uglens plads, men denne gang i ledtog med andre dyr. Den rå natur, efteråret og de mange forskellige teksturer præger såvel boligindretningen som moden.

Af andre "moderigtige" dyr kan nævnes, ulven, rensdyret og egern, men også vaskebjørnen, fugle i flere afskygninger og uglen som den ser ud i virkeligheden. Ikke mere tuttenutte, ikke flere søde farver, men brun, grøn, vinrød, karrygul og sort, dog med neon og dyreprint til at spiffe det hele op. Ih jeg elsker efterår!!!

Dette er bare hvad jeg ser og fornemmer og sikkert ikke det fulde billede af tiden, men det man lægger mærke til er jo også det man tiltrækkes af, så det er nok ikke så mærkeligt! Jeg er dog slet ikke færdig med de tuttenuttede farver, pang eller lilla i massevis, men er dog ret glad for slangeprint og neonkoral for tiden...

Hvad tiltrækkes du af for tiden??

onsdag den 3. oktober 2012

Smykker

Jeg har for et par år siden lavet smykker i massevis, det var dengang alle andre også gjorde det og der blev knyttet maaaange armbånd herhjemme. I løbet af sidste uge fik jeg så lyst til at lege lidt med materialerne igen og se lige hvad jeg fik lavet!!!!

torsdag den 13. september 2012

Følg mig på bloglovin

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/4035143/?claim=g4hrva4xhhc">Follow my blog with Bloglovin</a>

Nu må jeg lige se om det her virker... ellers må jeg have hjælp....

torsdag den 6. september 2012

Om have, høns og hindbær

Jeg har en tjans i denne uge. Jeg passer min mors høns mens hun er ude at rejse. Dvs jeg lukker dem ud om morgenen og ind om aftenen. De går ude på græsplænen og i den snart tomme køkkenhave og roder i jorden og spiser insekter og orme hele dagen. Om aftenen går de selv ind i hønsehuset og finder en pind eller en rede og venter på jeg lukker lågen. Det er da nemt!
I dag kom jeg så til at se hvor ulækkert sådan et hønsehus er indeni. De, ja undskyld sproget, skider jo overalt !!
Så jeg tog mig sammen og smøgede ærmerne op, fandt min indre hestepige frem og mugede ud det bedste jeg har lært. Ind med nye spåner og halm og sikke en duft! Gid man var høne... Eller ja I ved hvad jeg mener. Jeg gik derefter lidt rundt i min mors have og tog lidt billeder og spiste hindbær direkte fra busken.
Det er bare så hyggeligt hjemme hos mor... Også selvom hun ikke er hjemme.

søndag den 2. september 2012

Det man når imellem alt det andet

Sommeren kom og gik, tiden flyver og børnene vokser alt for hurtigt. Pigerne er nu begyndt i 3. Klasse, har engelsk, lektier, venner, fritidsaktiviteter og begyndende egne liv. Mindstemand er slet ikke så lille endda. Han går nu til springgymnastik og er helt vildt sej til det... Hvis moren her selv skal sige det ;o) pigerne går til dans og på fredag skal de starte til zumba, så mon ikke de bliver de sejeste tøser inden jul?
Jeg selv er begyndt at løbe... Har ikke gjort det siden teenageårene hvor jeg fik ondt i knæene af det. Jeg har egentlig altid ønsket at kunne løbe, men så fik jeg børn og glemte knibeøvelserne, blev modstander af løb og barnligt pigesur og bestemte mig for at det var kedeligt, men nu!!! Nu er der ingen undskyldning længere! Jeg tager hunden med som løbepartner og motivator, musik i ørerne og løber på landet hvor jeg ikke møder mange! Øh hvor får man meget energi af det!

Efter ferien der i år gik til Italien på kør-selv ferie, startede jeg i praktik. Nu er jeg færdig og fortsætter min jobsøgning. Ind imellem alle hverdagens gøremål får jeg skam også syet lidt.... Her bukser til guddatteren;

lørdag den 9. juni 2012

Flamingo-kaos

Jeg har længe haft en opgave. I dag tog jeg mig endelig sammen. Vi har/ havde 3 sækkestole a la fatboy. Hunden havde kravlet i alle 3 og revet hul med sine skarpe negle.
Disaster!!!!!
Små hvide statisk elektriske kugler overalt! Sækkene røg i udestuen som en anden skammekrog og der har de ligget lige siden. Med gaffertape over hullerne uden den store effekt.
Sækkestolene skulle naturligvis smides ud. Man kan ikke reparere på bævernylon, men kuglerne indeni, de fejler jo intet og der er virkelig for mange penge i sådan 3 sækkestole!
Derfor har jeg nu fået dem tømt over i store sække... 10 store sække... Så kan jeg sy ny sækkestole, med inderposer i!!!

torsdag den 31. maj 2012

Pinse, sygdom og firben...

Så havde vi da lige lækkert vejr for en stund hva??? Jeg nød det i Øster Hurup feriecenter sammen med svigerforældrene og svoger og svigerinde med børn! Det var virkelig lækkert og afslappende på trods af at jeg var/er syg! Har hostet som en gal og haft lidt åndenød og hvad der ellers hører med. Det har nu varet i 2 uger så nu har jeg fået penicilin! Nu skal det bare forsvinde og gerne i går!
Pinsen var ren afslapning og vi nød at vores børn nu er store og ansvarlige nok til selv at rende rundt imellem legepladserne og de er til at lave aftaler med! Her kommer lige lidt billedespam fra turen;

Færdige knickers

De armyknickers jeg syede, blev givet i fødselsdagsgave til en særlig dreng jeg kender! Det er efterhånden nogle uger siden, men jeg er syg og har først i dag haft energi til at lave lidt. Jeg har modtaget et billede af ham med bukserne på. De passer perfekt og så er det jo virkelig noget ved at sy!

torsdag den 10. maj 2012

Army knickers

Bortset fra en trykknap er de fede knickers nu blevet færdige. De har masser af detaljer og en lækker pasform. Jeg har sat elastik i linningen bagpå så de kan sidde ekstra godt på drengen der skal ha dem. Derudover har jeg lavet lommerne dybere og skippet baglommer, men ellers har jeg fulgt mønsteret fra ottobre.

mandag den 7. maj 2012

Sommertøj

I dag har jeg påbegyndt syningen af et par fede drengeknickers, med lynlås i gylpen, lommer, pipingbånd og stikninger!!! Jeg har en formodning om at de bliver vildt fede... Hvis ikke det hele driller for meget. Sneakpeak;

onsdag den 18. april 2012

Neglelak mani

Har man et problem når man "samler" på neglelak? Eller samler er måske så meget sagt, men jeg elsker neglelak og har altid noget på tæerne. Er dog knap så god til at ha det på fingrene fordi det alt for hurtigt bliver grimt igen. Jeg kan ikke vente til det hærder og bruger mine negle som redskaber, jeg har dem ofte i vand og eller skal liige lave noget der gør at neglene bagefter ikke er så kønne mere.
Jeg har 31 neglelakker og en følelse af at nogen må ha gemt sig og ikke er kommet med. Her har jeg stoppet dem i min sættekasse som ellers står og venter på at blive malet! Jeg synes jeg mangler mere neglelak...

torsdag den 12. april 2012

øjnene der ser

Herhjemme har vi været i gang med at bygge om i køkkenet de sidste 2 måneder. Vi er blevet næsten færdige her i påsken men det sidste lange stykke tid har gået med at fuldspartle vægge ad flere omgange, pudse dem ned og male. Al den støv fik vist lagt sig over det meste af huset trods plastikafspærringer og diverse foranstaltninger.
På et eller andet tidspunkt har jeg i hvert fald fået noget i øjet og ind under linsen. Av! Jeg bruger døgnlinser som jeg ellers er super glad for, men jeg er måske ikke så godt til at få dem ud og rense natten over den ene gang om ugen det er påkrævet. For et par dage siden fik jeg så ondt i øjet og følelsen af "noget i øjet". Jeg slog det hen da jeg havde travlt med at rykke ting på plads i mit køkken, men om aftenen måtte jeg alligevel ha linserne af og klø lidt i øjnene.
Dagen efter gjorde øjet endnu mere ondt og var rødt så jeg fik min mand til at køre mig til optiker og fik kigget på øjet. Hun sendte mig straks afsted til øjenlæge der kunne konstantere hornhindebetændelse og ordinerede dråber i 10 dage og ingen linser imens.
Nu er det så sådan at min hund har spist mine briller (lyder lidt a la "the dog ate my homework)... Jeg har derfor kun et par der er vildt grimme og 10-12 år gamle så jeg ser slet ikke optimalt.
Derfor har jeg været ved optikeren og bestille nye vildt lækre briller og solbriller med styrke så jeg igen kan se noget og så jeg har noget at supplere linserne med.Se lige:
Lækre ikke?

torsdag den 5. april 2012

Neon detaljer

Nå men så glemmer vi lige alt det sædvanlige skriveri om at det godt nok er længe siden jeg har blogget og hvorfor mon? Sagen er bare den at jeg ikke har haft interessen/inspirationen/lysten eller tålmodigheden! Punktum!

Lige nu syer jeg på tøj til to dejlige drenge som skal være smarte gæster ved en konfirmation! Jeg er ikke færdig endnu men det tegner godt! Jeg bliver mere og mere forelsket i det der neon!!!

torsdag den 1. marts 2012

iPhone blogging

Yes, så kan jeg lidt igen! Elsker min iPhone.... Hvis det her da virker???